Views: 6
Jeg har jo i mange år sat mig selv til sidst og derfor har jeg også måtte betale for den manglende interaktion som mennesker forventer når man spiller “livet” med hinanden..
jeg fandt kærligheden til mig selv, jeg fandt ud af at dele den med andre, jeg fandt ud af at mærke andres end min egen…. men jeg manglede stadig en ting som nagede mig….
hvorfor var det at folk behandlede mig som lort..på trods af at jeg faktisk havde behandlet dem pænt.. jeg har selvfølgelig lært meget om mig selv i processen… men jeg kom frem til det her.
1. Jeg havde vænnet mig så meget til at folk tog mig for givet at jeg selv bad om at få mere..
2. Spillet er ikke verbalt men virker via de energier vi udsender til andre og derved tiltrækker vi dem som giver det vi beder om. også selvom det ikke er det vi ønsker i virkeligheden.
3. Jeg har lært at rumme mig og andre og det har været en læreprocess at se hvad det dækker..
4. At folk reagerer “forkert” handler ikke om mig og da jeg satte mig selv efter dem påtog jeg mig deres smerte… og det gjorde at det satte sidste søm i kisten og de var væk.. det værste man kan finde i andre mennesker er ens egen smerte… det er jo hårdt nok at man selv slæber rundt på den.
5. Jeg lærte ikke at reagere på deres smerte og fik vendt det hele på hovedet og fik rettet den forsvarsmekanisme op til at være mere rummende og undgå smerten.
6. Næsten alle har en smerte i deres krop så hvis jeg skulle sortere dem fra som ikke gjorde mig godt så skulle jeg nærmest blive eneboer.. og jeg var på vej.
7. Jeg ville så gerne opleve at nogen kunne elske mig at når de var i nærheden så var jeg i forsvarsmode.. jeg er desværre meget overbevisende… meget. så var det hurtigt afsluttet.
På trods af alt det her, så har jeg faktisk holdt fast i nogle mennesker som min intuition sagde at jeg skulle og spillet gentog sig flere gange og det var faktisk ikke skide sjovt.. Men det var meningen at jeg skulle få denne indsigt og det var var ikke nemt at se det..