Intelligent

Intelligent…

Tja, jeg har haft det inde på livet altid, fordi jeg er højt begavet meeeen.

Selvom mine forældre var som mig så forstod de det ikke og jeg var nød til at skifte

skole fordi mine forældre var autoritetstro og troede på at læren og ikke mig.

Jeg skiftede skole og jeg ”indrettede” mig, der gik ikke lang tid før jeg blev kaldt for

”Fessor”, men jeg var jo vant til at blive moppet fra den anden skole så det perlede af mig.

Skolen overlevede jeg ved at prøve ikke at få de bedste karakterer, men uanset hvad.. så

var jeg stadig nørden, jeg forstod ikke den anden verden som jeg skulle passe ind i .

Heldigvis blev computerne stemplet som legetøj i starten så det blev ikke set som nørde ting

helt i starten og selvom jeg nørdede så så jeg det som en interesse og det var ok. Bare jeg ikke

var begavet… men ingen kunne gennemskue den verden på nær andre som var med på legen..

I gymnasiet fik jeg de første rigtig tunge depressionstegn og jeg endte med at droppe ud og

tage arbejde hvor jeg ikke skulle bruge hovedet.

 

Jeg havde stadig computeren i baghovedet og jeg prøvede virkelig at være social og det hjalp når jeg drak, jeg prøvede endda at have kærester, men jeg duede ikke til det… jeg blev mere og mere lammet af at jeg ikke brugte mine evner og endnu værre at jeg slet ikke ville anerkende at jeg var sådan…Så jeg fordummede mig selv…

 

Men sørme om jeg ikke alligevel endte med at få et job hvor jeg kunne bruge mit hoved, men det var kun fordi mine venner insisterede på at jeg var god nok til det… og det var jeg nu også..

 

For ikke så længe siden endte jeg i en svær depression og jeg gjorde op at jeg ville ”løse” mig selv

og finde ud af hvad der skulle til for at jeg ikke skulle kæmpe så meget med mig selv.

Det gik godt og jeg fik fjernet en masse gamle historier fra mit system og det endte med en dag

at en af mine venner fortalte mig direkte op i mit hoved at jeg var begavet…

Ja, det kom som et chok for mig…. Men jeg satte mig ind i hvad det betød og jeg måtte give mig og erkende at det var jeg….

Meget kort tid efter var jeg til skolehjemsamtale med min store datter og så så jeg vigtigheden i at forstå ens evner fordi hun er…….. som mig og det er mine to andre børn også.

 

Jeg har nu ikke brug for at hævde mig som højt begavet og jeg er ligeglad med om jeg kan komme i Mensa eller ej, jeg ved at Mensa kun er den logiske intelligens men jeg også er høj på mange af de andre.

 

Jeg har nu lært at ikke lade mine følelser styre min hjerne (øver stadig) og har fundet værktøjer til at blive en bedre far, ven, søn, bror, onkel, kollega og ikke mindst menneske….

 

Hvad har jeg så brug for ? Jo, jeg har brug for at mine omgivelser gider lytte på hvad jeg siger og være modige nok til at fortælle mig når der er ting som de ikke forstår… Jeg kan ikke sætte mig ind i andres tanke gang, men jeg kan forholde mig til det de fortæller mig… Jeg hader misforståelser..

 

 

1 tanke om “Intelligent”

Skriv et svar