Views: 10
For ikke så længe siden gik jeg ned med stress på arbejdet og jeg gik til psykolog… Hun hjalp mig til at forstå at jeg tog mig selv ud af ligningen når ting skulle overvejes.
tja, for mig var det ikke så svært, jeg gjorde det jo ikke, men det gjorde at jeg ikke havde føling med mig selv og satte mig selv til side.
Det var faktisk praktisk i visse henseender, bl.a. når jeg skulle hjælpe andre så skulle jeg ikke spørge ind til mine behov men kun koncentrer mig om dem…. men kroppen husker skam hvad behov er og en dag så satte min krop ud, jeg brækkede mig og jeg fik black-outs og jeg blev sygemeldt…
Mit problem eller udfordring nu er at jeg ikke kan huske hvornår jeg satte det her ind og det er virkelig svært for mig at forstå hvad der skal til for at gøre mig tilfreds, så jeg fumler som en baby der skal lære at gå..
Men spillereglerne er ændret, så alle de gange hvor folk har sagt at de holdt af mig eller lige frem sagde de elskede mig, så havde jeg et filter som gjorde at jeg ikke forstod eller følte hvad de sagde. Jeg kunne sagtens elske andre men det gav ingen mening at det skulle være den anden vej og derfor kunne jeg ikke forhold… om man så snakker om romantisk venner eller i det hele taget og endda familie.. Mine børn var de eneste som ikke behøvede at fortælle mig det.
Der er en regning der skal betales nu og kun jeg vil kunne rette op på at folk en gang har opgivet at sige positive ting til mig og droppet at sige det eller i det hele taget opgivet mig.
Jeg kunne ikke forklare hvad jeg havde behov for og jeg blev sur over at ingen forstod mig, men bogstavligt talt så mente jeg INGEN….. fordi jeg gjorde heller ikke og min vrede var nok mest rettet mod mig selv.
Jeg forstod når andre var glade og forsøgte at nyde det…men jeg var aldrig helt tilfreds.
At rette op på livet har i årevis været at finde nye mennesker om ikke kendte til min fortid som indre følelsesløs og håbe på at finde de gode sider frem når jeg mødte nye. Men med tiden blev det mere og mere smertefuldt at folk forsvandt fra mit liv.
Jeg har levet i en skygge af andre mennesker fordi jeg ikke tog mig selv alvorligt og dermed var der heller ikke andre der gjorde det og desværre stadig ikke gør.
Til dem som har tillagt mig motiver om at være egoistisk og selvisk, kan jeg kun sige at jeg har levet som en pleaser hvor alt gjorde at glæde andre og hvis det var nødvendig (i min verden) så opgav jeg gerne mig selv for andres skyld.. jeg forstod ikke anderledes.
Jeg har i mange år levet et så ærligt liv som jeg overhovedet kan præstere og selv den sandhed har været påvirket af denne manglende indsigt på mig selv.
Jeg forstår godt dem som bedre kunne lide den gamle side af mig, men jeg vender ikke om… denne gang laver jeg om for min skyld og ingen andres….
Til dem som jeg har såret, så forsøg at tilgiv mig fordi jeg gjorde mit bedste… Jeg forventer ikke at blive tilgivet fordi jeg har ingen idÁ© om hvor dybt jeg har såret andre. de fleste har bare forladt mig uden forklaring.