Views: 11
Hvorfor jeg er et røvhul…….?
Listen er ikke lille over hvad jeg er blevet kaldt igennem tiden….
Men hvorfor???
jeg synes jeg er meget rart menneske og det synes de fleste nok også i starten, men bliver jeg så modbydelig over for dem ?
Nej, det tror jeg ikke men her er en mulig teori og den er nok langt ude for de fleste..
Jeg er meget empatisk og med det sagt så kan jeg se både det rene i mennesker men også de lag som forstyrre det jeg kalder det ægte af dem…. men jeg har troet at folk gerne ville se det rene og det jeg så.. og til dels når man skal trøstes når man
er blevet forladt af kæresten så vil egoet jo gerne have lidt overdrevet ros… men det var slet ikke overdrevet.. det var faktisk det jeg så.
men hvorfor går det så galt… ja, jeg har brugt meget tid på at forstå rummelighed og om at vi har brug for at blive hørt og set.. når vi bliver en automatik for andre så blegner vi og kan f.eks. blive brokhoveder… eller bare forsvinde… dvs at man ikke er et helt menneske… man føler sig forkert… at man ikke passer ind..
Så når jeg ikke reagere på hvad folk selv så… så kunne man tro at jeg flirtede eller gjorde grin med dem, så ned på dem.. satte dem på en piedestal, dvs at vi ikke var lige… det gjorde også at jeg nedgjorde mig selv i deres system og det får man ikke respekt for. Det kunne give følgende udtalelser “At jeg var bedrevidende” eller “at jeg havde høje forventninger til andre de ikke kunne leve op til.”, men det eneste jeg så var det bedste i dem, men når man ikke ser det bedste, så går man faktisk i den forkerte retning og mister troen på sig selv. Jo mere jeg fortæller om hvad jeg ser jo mindre vil folk komme med deres version af verden og derfor kommer man helt ude af synk med hinanden…
og på et eller andet tidspunkt så bliver så meget at man ikke kan gøre andet end at svine mig til og evt. tage stor afstand.
men jeg ville ikke være mere eller mindre end dem, jeg holdt jo af dem…
Selvom folk svinede mig til så var jeg så stor lort i deres øjne at jeg ikke engang kunne få en undskyldning for deres opførelse..
Så derfor ender jeg med at være “vennen” som til sidst er helt væk. Det er det samme som at sige farvel. Så jeg søger faktisk ikke venner fordi de alligevel forsvinder på et tidspunkt. og jeg holdt også
afstand for at beskytte dem mod “mig”…selvom jeg ikke viste hvad der gjorde mig “farlig”…. hvis man først begyndte at sige at man holdt af mig, så vidste jeg at det var ved at være slut.
Det er grunden til at jeg aldrig blev elsket fordi ingen kom helt tæt på mig.. jeg vidste jo af erfaring at folk forsvinder alligevel…
Men jeg skulle jo redde verden og det blev et mønster for mig som så godt ud på papiret, men var noget skidt…
I bund og grund er det fint nok jeg ser potentialet i andre, men jeg skal også være på et niveau tætter på deres virkelighed..
Men nu har jeg øvet mig i at være rummelig og det kræver faktisk ikke at man siger særligt meget til andre og det er en helt anden reaktion jeg opnår….