Svært at sætte label på denne post

Jeg har længe tænkt over det med at nogen er kede af at de ikke har en fast familielæge som kender en…… og lige som resten af befolkningen ikke er perfekte så er lægerne det heller ikke, de husker ikke alt og måske har de ikke lært nye ting undervejs… det er slet ikke for at nedgøre lægerne, men for at vende tankerne…. Men vi mennesker er jo gode til at give folk labels og en gang i mellem er det jo sundt at få andre øjne på….

Det sammen gælder både familie og venner… at man forventer at de kender en og omvendt vil vi jo gerne vokse… men er det en sovepude til at udvikle sig ?
Jeg har udviklet mig meget både fysisk og psykisk og en en høj fart, så mine omgivelser havde svært ved at følge med mig….. Så var jeg til et Peptalk møde på arbejdet forleden og Damen fortæller at vi er 16 uger om at omstille os… puha, men ofte ser vi hverken venner eller familie ret meget i de 16 uger, så hvordan skal man så forvente at de har overskud og lyst til at pille labels af en, man ser hinanden i nogle få timer og man snakker ikke nødvendigvis sammen om hvad der sket med personen man er og det gælder i begge lejre… Tingene er i mange tilfælde også lidt overfladiske fordi man ikke bare en gang i mellem fordyber sig og endnu værre at man ikke kan rumme at der er sket noget nyt..

Jeg har bevæget mig i nogle ret følsomme ting og fordi jeg ret klart har meldt ud at jeg faktisk er igang med selvindsigt, så betyder det jo ikke at man af den grund får lov til at vokse… men det er jo nemt nok at sige at man så skal være ligeglad med det, men det er jo rollemønstre og automatik som KAN låse i begge lejre….

Jeg bestræber mig på at lytte på folk hver eneste gang de siger noget fordi at være på “autopilot” duer ikke, hvis man gerne vil lære mennesker at kende så nytter det ikke at man kun lytter, men også hører efter og reflektere på det der bliver sagt og dropper hvad man ved om personen i forvejen… det er jo ikke nødvendigvis relevant om man lige er blevet skilt eller lige har været syg, når man siger nogle ting. jeg har oplevet meget på det sidste at dem omkring mig holder mig fast i noget jeg gennemgik 2-3-4-5 skridt tilbage og som jeg for længst har løst…. og der slet ikke kan være nærværende i forhold til at snakke om et emne som bliver diskuteret.

Men labels som “venner” har jeg oplevet mange gange som en form for at sætte folk i bås for at kunne håndtere dem i ens liv, men ingen mennesker har brug for at blive sat i folks små “label” fængsler… Så vil jeg heller undvære den label og være det bedste jeg kan være for de mennesker som holder af mig… og jeg begynder også at forstå hvorfor at forhold dør af sammen grund… at mennesker bliver udvisket…og gjort til ting.

Intet er sikkert i dette liv, men jo mere du låser folk inde i labels og mønstre/historie jo hurtigere er de væk…. og det gælder også dig selv.

Skriv et svar