Sandheden

Tja, jeg følte faktisk jeg var sand og autentisk, men det var jeg slet ikke… jeg havde ikke åbnet for den maskuline side fuldt ud… hvorfor… tja, jeg har aldrig lært det… jeg var halt…jeg forstod ikke kropssproget jeg forstod ikke hvor man skulle håndtere at være mand…. jeg var låst…… Når jeg mærkede kærlighed i små glimt var jeg mand… men det var kort-varigt og kun fordi de kvinder jeg var sammen med var så stærke i deres kærlighed.. men når de opdagede sandheden røg jeg på bænken… jeg blev ven… jeg blev til ingenting…. ubeskrivelig ting.. kunne bruges til praktiske ting… men ellers kastreret…
Ugen startede med at skulle lære noget om energier i tantraens tegn… men det udløste at jeg ikke var mand eller jeg ikke forstod hvad det betød…
Jeg havde opgivet at være sammen med det modsatte køn.. var alligevel social… jeg lyttede og jeg var en god ven… ja, jeg kastrerede mig selv… Det var nemt… jeg fattede det jo alligevel ikke…
Men så åbnede sluserne og jeg fik åbnet på hvad jeg er… en Mand… jeg forstod mange af de fejl jeg havde begået… hjælper det at bebrejde sig selv… nææ.. De kvinder som kender mig allerede vil nok have svært ved at rumme den forandring, så jeg er stemplet… Har jeg tabt noget… nej, jeg havde det jo ikke før…
Jeg er nød til at se sådan her på det…. jeg kan være den ægte mig nu….. jeg mere autentisk nu…. jeg vil følge livet… jeg er alligevel ikke som alle andre, jeg kender ingen som mig, … Kærlighed mærker jeg hele tiden.. jeg er med til at skabe den… og nu i en mere maskulin version.. Jeg er lidt spændt på om jeg bliver frastødt denne gang i min udvikling…. det er sket før…
Jeg er glad for at jeg fandt det her før min søn blev stor og jeg kunne lære ham bare lidt om at være mand inden han flyver fra reden. Jeg er den bedste far jeg kan være..
Mon jeg kan være en ven for andre i min nye form… ?

Skriv et svar