mobning

Jeg sad og så en udsendelse i tv om mobning og jeg fik flashbacks tilbage fra min egen tid i skolen, ungdom og som voksen.

De gange hvor jeg har været misforstået og gået under gulvet fordi jeg var anderledes og ikke fattede livets regler og jeg søgte dem og jeg har mange gange ladet mig diktere af at andre nedgjorde mig.

at jeg ikke hørte til…. at ingen kunne li mig, det sker skam stadig at jeg tænker over om det er værd at leve….. om jeg er kujon nok til at tage mit eget liv…. der er jo ingen der kan li mig…

Jeg har børn og de fortjener et bedre liv… hvor de føler sig elsket og rummet…. derfor er jeg her endnu….

Jeg har tit fået at vide at jeg ikke turde livet og det er rigtigt men det sidder dybt i mig…… og jeg har bevist så mange gange at jeg intet er værd….
Jeg har pleaset mig igennem livet for at opnå kærlighed…. forgæves…. fordi jeg begravede muligheden for at tage imod den så tidligt mit liv og jeg gemt
den godt væk…. hver gang jeg tror jeg møder nogen som holder af mig så gør jeg alt for at bevise at jeg intet er værd og sørme om jeg ikke får ret…

Jeg har gemt mig bag masker og depression og var en falsk version af mig selv….
Mobning er værst når man nedgør sig selv… ingen kan gøre det værre…

Jeg har opnået at forstå kærlighed til mig selv men det tog kun 35 år at lære det… håber mine børn lærer det før.

 

Skriv et svar