mig

jeg har været igennem et bevisthedsskifte og skulle finde ud af hvad det så indebar… en form for oprør, afstandstagen…

Hele idéen var at jeg skulle blive stærkere mig og være uafhængig af andre i forhold til hvem jeg er så jeg kan få et stærkere bånd med andre uden at tabe mig selv.

Alle mine gamle bånd til mine omgivelser skulle slippes og det skulle jeg også… jeg prøvede at være den jeg var i stedet for den jeg er…..  jeg slap alle også mig.

så fik jeg en stærk følelse af tomhed/stilhed, som kan være enormt skræmmende og samtidigt give mening når man accepterer den som en stor del af en selv…

Jeg kunne mærke at jeg den evige flugt med at tage afstand til mig forsvandt og sørme om det ikke også var væk da jeg snakkede med det første menneske lige efter.

Mon ikke jeg endelig fik rodfæste i mig.

Skriv et svar